Opholdet på Ny Holmegaard Hundepension
Du er meget velkommen til at ringe og høre til din hund mens du er på ferie og du skal ikke tro at du er den eneste, der har det behov.
Hundene har brug for ro i perioderne udenfor åbningstiderne. De fleste hunde er vant til at være alene hjemme i ejerens arbejdstid. I de perioder sover og hviler hunden, og derfor forsøger vi at skabe samme betingelser på hundepensionen, så hunden ikke er træt og stresset, når den kommer hjem fra pensionsopholdet.
Godbidder og opmærksomhed er en lille pris for et godt tillidsforhold
Enkelte hunde bliver vrede og sure eller bange, når de bliver forladt af deres ejer. Det aftager som regel i løbet af kort tid, hvorefter vi kan komme på “talefod” og få opbygget tilliden. Det kræver ofte ekstra opmærksomhed, snak og godbidder, men er en lille pris for et godt tillidsforhold.
Nogle få hunde spiser ikke i begyndelsen. Hvis en hund fortsat ikke spiser efter 2 dage, bliver den tilbudt tørkost iblandet dåsemad eller leverpostejmadder. Hvis en hund får tynd mave bliver der serveret diætmad i form af kogte ris eller havregrød indtil maven er i orden igen.
Pensionens dyrlæge bliver tilkaldt, hvis der er tegn på sygdom eller tilskadekomst, ligesom det overlades til dyrlægen at vurdere om hunden kan forblive i pensionen eller skal overflyttes til dyrehospital. Dette sker for hundeejerens regning, og hunden er kun dækket af ejerens egne forsikringer under opholdet på Ny Holmegård hundepension.
Den daglige rytme i vores hundepension
Hundene lukkes ud i luftegårdene ca. kl. 8.00, når pensionen åbner. Formiddagstimerne bruges til luftning, rengøring, fodring, hundesnak, uddeling af godbidder, modtagelse og udlevering af hunde samt evt. besigtigelser.
Mellem kl. 9.00 og 12.00, afhængig af vejret lukkes hundene ind, hvorefter der er ro i pensionen indtil kl. 16.00. Arbejdet gentager sig gennem eftermiddagen, og hundene falder meget hurtigt ind i de daglige rutiner.
Mellem kl. 17.00 og 19.00 luftes og fodres for sidste gang. Aftenrunde og “godnatguf” afsluttes senest kl. 20.00